”Jeg har lært at leve med mine allergier. Det er dybt frustrerende, men bliver aldrig anderledes. Jeg tager de forholdsregler, jeg kan. Derudover er der ikke så meget andet at gøre. Jeg oplever perioder, hvor allergierne går helt amok og andre, hvor jeg næsten ikke mærker til dem.”

Mange allergier

Samfundsdebattør og foredragsholder Özlem Cekic, 39, lider af både parfume-, latex -, laktose- og astmaallergi. Og desuden slås hun med et udefineret udslæt, som ingen læger indtil nu har kunnet fastslå årsagen til.

I en periode hostede jeg så meget, at skulle jeg gå blot 12-15 skridt op ad en trappe i Kulturministeriet, kunne jeg ikke trække vejret. Jeg blev enormt stakåndet, hev efter vejret og havde derfor svært ved at koncentrere mig om, hvad jeg skulle sige, når jeg blev mødt af kamerafolk på vej ind til forhandlinger.

De første udbrud viste sig, da hun gik i gymnasiet. Hendes hud svulmede op og hun fik udslæt i armhulerne, på halsen og bag knæene.

”Rent udredningsmæssigt har jeg – som mange andre – været ramt af et system, som ikke fungerer. Der er for få speciallæger på området og dermed kolossal lang ventetid for at komme til. Samtidig har de praktiserende læger ikke tilstrækkelig ekspertise. På den konto mister man megen kostbar tid. Jeg er flere gange blevet fejlbehandlet ud fra lægers mavefornemmelse og har investeret i et utal af cremer helt uden virkning.”

Opsvulmet mave

De mange forskellige allergier er opdaget step by step i løbet af rigtig mange år. Diagnosen laktoseallergi faldt for et par år siden. ”Jeg har haft store gener på grund af min laktoseallergi. Den har jeg gået i lang tid med, inden jeg blev udredt. Jeg havde altid en stor og opsvulmet mave, som var jeg fem måneder henne i en graviditet. Og uanset hvor meget jeg tabte mig, vedblev maven med at være udspilet. Nu undgår jeg selvfølgelig alle mælkeprodukter. Men det er ikke så nemt. Min eksem på hænderne forsvandt, da jeg holdt op som sygeplejerske for otte år siden. Det var også dengang, man fandt ud af, at jeg led af latexallergi. Jeg kunne f.eks. ikke tåle at bruge gummihandsker. Og tager jeg regntøj på, får jeg straks eksem, og det begynder at klø over hele kroppen.”

Nul parfume

Parfumeprodukter er bandlyste i Özlem Cekic’s hjem. Hun bruger ikke gængse renseprodukter – alle er svanemærkede, og hun gør rent med opvaskemiddel. Der findes heller ikke store tæpper i hjemmet, da de kan samle støv. Hun har altid hostet – også som barn. Men det er blevet værre med årene. ”I en periode hostede jeg så meget, at skulle jeg gå blot 12-15 skridt op ad en trappe i Kulturministeriet, kunne jeg ikke trække vejret. Jeg blev enormt stakåndet, hev efter vejret og havde derfor svært ved at koncentrere mig om, hvad jeg skulle sige, når jeg blev mødt af kamerafolk på vej ind til forhandlinger. Det var en lettelse, da jeg fik diagnosen astma. Nu bliver jeg behandlet med både akut og langtidsvirkende medicin og ved, at der gudskelov er perioder af året, hvor jeg er fri for generne.”

Altid på dupperne

Selvom Özlem Cekic i sit eget hjem tager alle de forholdsregler, hun overhovedet kan, for at undgå de ting som straks tænder hendes allergier, mærker hun til dem hver eneste dag.

Sidder jeg til en fest – fin i tøjet – ved siden af én, der har brugt parfume, begynder jeg straks at snøfte.

”Der er mange ting at være obs på. Det danske køkken er i stor grad baseret på mælk, så det er noget, jeg skal tænke over, når jeg spiser ude. I perioder har jeg næsten konstant hovedpine. Kommer jeg ind i et rum, hvor gulvet er vasket i et produkt med parfumestoffer, forværres min hovedpine, og jeg begynder straks at hoste. Sidder jeg til en fest – fin i tøjet – ved siden af én, der har brugt parfume, begynder jeg straks at snøfte. Faktisk løber næsen hele året. Når jeg er på ferie og får vasket tøj, kan jeg være sikker på, at det vaskemiddel, de bruger, er med parfumestoffer. Det opdager jeg altid, når jeg har det nyvaskede tøj på. Så klør hele min krop. Det føles, som om et utal af små myrer kravler rundt på den. Men astmaen er den værste. Det er forfærdeligt ikke at kunne trække vejret og et reelt problem, når jeg f.eks. løber med mine børn.”

En frustreret mor

Ôzlem Cekic’s tre børn lider alle af forskellige allergier. Hendes datter er endnu ikke udredt. Hendes yngste søn fik sin astmadiagnose, da hun på en ferie i Tyrkiet opsøgte en allergispecialist. Inden da havde han været indlagt utallige gange på Herlev Sygehus, uden lægerne kunne finde ud af, præcist hvad han fejlede. Han blev i flere måneder fejldiagnosticeret og fejlbehandlet.

Jeg var en frustreret mor. Og på grund af fejlbehandlingen i Danmark ringede jeg efterfølgende til lægen i Tyrkiet, når min søn havde det dårligt.

 ”Jeg var en frustreret mor. Og på grund af fejlbehandlingen i Danmark ringede jeg efterfølgende til lægen i Tyrkiet, når min søn havde det dårligt. Det er ganske urimeligt, at jeg skal ringe til Tyrkiet for at få den bedste og mest kompetente rådgivning. I Danmark mangler der en helhedsplan for patienter med allergier og astma. De bliver kastebolde i systemet.”

Begrænser allergierne dit liv?

”Ja, astmaen gør. Det er hårdt at hive efter vejret. Jeg bliver træt. Allergierne får mig til at tænke mig om, men jeg er kommet frem til den erkendelse, at de er en del af mit liv.”