Inden for de sidste fire-fem år er udbuddet af inhalatorer nærmest eksploderet. Der findes i dag ca. 30 forskellige modeller. Derfor er det tvingende nødvendigt, at man som astma- eller KOL-patient bliver ordentlig vejledt og instrueret både i valg og brug af de enkelte devices. ”Det sker desværre ikke i tilstrækkelig grad. Alt for mange patienter håndterer deres inhalatorer forkert. Der er tale om et kæmpeproblem, hvor vi kun har set toppen af isbjerget,” siger overlæge Anders Løkke Ottesen, Århus Universitetshospital.

I nogle år har apotekerne fået penge for at instruere folk i, hvordan de håndterer deres inhalatorer. Nogle steder tager man den opgave seriøst og har de rette faciliteter til at udføre vejledningen – andre steder foregår instruktionen, ifølge Anders Løkke Ottesen, nødtørftigt ved disken. ”Problemet er, at langt de fleste medicinske afdelinger, praktiserende læger og apotekere ikke ved præcis, hvordan man skal anvende de forskellige inhalatorer. Derfor bliver instruktionen overfladisk og består først og fremmest af en fremvisning af inhalatorerne. Patienten får ikke lov til at suge i dem. Det kan man godt undre sig over. Patienten skal på et testapparat vise, hvordan han eller hun klargør inhalatoren, holder den, og hvornår vedkommende begynder at suge i forhold til at trykke på den.”

Her går det galt

Det er ganske simple ting, mange patienter gør galt. ”De får ikke pustet luften ud af lungerne, så der er plads til at suge luft ind gennem inhalatoren. Mange glemmer også at holde vejret, efter de har suget luft ind, og risikerer dermed at puste medicinen ud igen. Hvis blot de to ting blev rettet, ville vi være godt på vej.” De mest syge astmapatienter bliver fulgt på en specialafdeling på hospitalet, men størsteparten har kontakt til den praktiserende læge.

Manglende kontrol af behandling

”Fejlen er, at når patienterne én gang har fået en eller flere inhalatorer, bliver recepten til dem automatisk fornyet - ofte over en telefon. Der foregår ikke en løbende instruktion og kontrol fra lægernes side. Men det er meget vigtigt med jævne mellemrum at få testet, om tingene går, som de skal. Det har også stor betydning, at de praktiserende læger prøver at gøre behandlingen så simpel og ensartet som muligt, så patienterne undgår at rode rundt med alt for mange forskellige inhalatorer. Og det er der rig mulighed for.” For at dæmme op for de mange tilfælde af forkert brug af inhalatorer, mener Anders Løkke Ottesen, at patienterne skal kræve en detaljeret introduktion og eventuelt en førstegangsbehandling på en specialafdeling. Derudover skal der løbende laves kontroller i praksis – ligesom det skal have topprioritet, at personalet hos lægen, på apotekerne og de medicinske afdelinger kommer på kursus, så de er rustet til at instruere patienterne. ”Hvis medicinen blev taget korrekt, ville et stort antal patienter helt sikkert kunne skrue ned for dosis og - fremfor alt ville de have det langt bedre.”

Hent instruktionsvideoer på www.min.medicin.dk