Rose Maimonide

 

Rose Maimonide er passioneret omkring bæredygtig sundhed, helse og økologi, især til børn og gravide. En blid, grøn livsstil med gladere børn, en grønnere klode og mere vitalitet.

Hun blogger på www.rosemaimonide.com og har skrevet bøgerne 'Baby - 100% naturlig uden tilsætning' og 'Dit Sunde Barn - Sådan'.

Børneeksem skyldes ofte allergi eller fødevareintolerancer som følge af såkaldt ”utæt tarm”. Også mangel på essentielle fedtstoffer eller generelt dårligt immunforsvar kan være årsag til eksem. Der er efterhånden temmelig omfattende forskning, som tyder på, at kost og fødevareintolerancer kan have afgørende indflydelse på udviklingen af børneeksem.

Når mælk er årsagen

Mange tilfælde af børneeksem skyldes intolerance over for kasein (mælkeprotein). Hos babyer, som ammes, kan der være reaktion på mælkeprodukter i ammende mors kost. Hvis du som ammende mor har utæt tarm (hvilket mange har), vil der ske en stor overførsel af mælkeproteiner i modermælken. Dette kan dit barn reagere på med intolerance.
Det er vigtigt at forstå, at intolerance er noget andet end allergi. Derfor kan det heller ikke måles med en klassisk blodprøve hos lægen.
Hvis du ammer, og dit barn har børneeksem, kan du i en periode på mindst 6 uger konsekvent undgå alle mælkeprodukter i din kost. Det gælder også i færdigmad, når du spiser ude, laktosefri produkter, mælkeprodukter fra ged og får m.m.
Hvis dit barn får modermælkserstatning, så prøv at skifte til en højt hydrolyseret modermælkserstatning fra apoteket. Der er flere mærker at vælge imellem. Det kan være en stor investering, men mon det ikke er værd at overveje, hvis det kan fjerne dit barns børneeksem? I mit daglige arbejde med rådgivning af forældre ser jeg ofte en meget positiv effekt af denne eliminationsdiæt.

Forebyg børneeksem

Tilskud af probiotika (mælkesyrebakterier) har dokumenteret effekt på at forebygge udviklingen af børneeksem. Vælg et produkt med mange typer bakteriestammer og højt samlet antal af bakterier.
Der findes særlige typer probiotika til små børn, og særlige bakteriestammer, som kan forebygge intolerance over for mælkeprotein.
Amning i sig selv forebygger børneeksem. Du kan med fordel introducere dit lille barn fra 6 måneder langsomt og gradvist til fast føde og undgå mælkeprodukter hele det første leveår. Det kan du læse alt om i bogen ”BABY – 100% naturlig uden tilsætning” (Politikens Forlag). Det vigtigste kosttilskud til eksembørn er omega-3 i top kvalitet. I tråd med den norske sundhedsstyrelse anbefaler jeg, at børn fra 4 uger samt gravide og ammende dagligt indtager omega-3 fra fiskeolie eller levertran. Lad også gerne dit lille barn komme i hænderne på en erfaren osteopat for at blive tjekket for skævheder. De kan give knas med fordøjelsen, som udløser eksem.


Foto: Aaron Mello/Unsplash.com


Hudpleje til dit eksembarn

Massér dit eksemramte barn dagligt med ren kæmpenatlysolie. Den kan købes i helsekosten. Kæmpenatlysolien indeholder GLA, som mange børn mangler. GLA er en slags ”naturens hormoncreme” og en rigtig god hjælper til den eksemramte hud. Parfume og æteriske olier kan irritere huden og fremkalde allergi. Vælg derfor hudplejeprodukter og vaskemidler uden parfume. Gå efter et produkt, som både har Astma-Allergimærket og Svanemærket. Undgå derfor også skyllemidler.

Epsombad

Du kan med fordel give dit barn fra 1 år jævnlige kar- eller fodbad, hvori du har opløst en kop epsomsalt. Epsomsalt indeholder magnesium og kan købes i helsekosten. Epsombadet skal vare ca. 10 minutter, hvorved saltet optages gennem huden. Bagefter bruses huden grundigt, tørres helt og smøres i en uparfumeret fugtighedscreme. Epsombadet har desuden en dejlig beroligende og muskelafslappende effekt.
Den sarte eksemramte hud har bedst af at undgå tøj i syntetiske fibre. Vælg derfor tøj i naturlige fibre som bomuld eller silke. Uld kan kradse, når man har eksemhud. Her er silkeundertøj bedre.

Sørg for et sundt indeklima

Sørg for at lufte ud 2 gange dagligt i mindst 5 minutter med gennemtræk – også på børneværelset. Støvsug ofte. Disse simple tiltag kan afhjælpe og forebygge eksem og giver samtidig et langt bedre indeklima med mindre eksponering for skadelige kemikalier.

Nøglen er at behandle årsagen  

De fleste forældre hører, at børneeksem er svært at gøre noget ved, og tilbydes blot symptombehandling i form af medicinske salver samt et plaster på såret i form af beskeden om, at ”de fleste vokser fra det”. Forhåbentlig er du nu bedre rustet til helt at undgå børneeksem eller at give det en effektiv behandling, der tager fat i årsagen til eksemen.