Behandling

Anti-histaminer er en nem, billig og stort set bivirkningsfri behandling af pollenallergi. Det fortæller speciallæge i allergi, Hans Peter Jacobsen. Mange tusinde danskere har pollenallergi i forskellige grader uden at blive behandlet for det. Men de behøver ikke skulle leve med de trælse symptomer som kløende øjne, hoste og sløvhed, mens luften er fuld af pollen. “Mange vælger at holde sig inden døre i nogle måneder af sommeren på grund af deres allergi, men det er der ikke nogen grund til, når behandlingen ligger lige for,” siger han. Antihistaminer kan tages ved behov og virker som regel i løbet af en halv time. Og hvis man ved, at man en dag eller i en periode vil blive ekstra udsat for de generende pollen, kan man tage en tablet dagligt for at forebygge symptomerne.

Forældre bør hjælpe deres børn

Han peger også på, at mange forældre ikke tager deres børns symptomer alvorligt nok. “Måske har de ikke selv prøvet at have høfeber eller de er ikke klar over, at det er så forholdsvis nemt at behandle,” siger han. Via små tiltag, som at tage et fast bad om aftenen, hvor pollen skylles væk fra krop og hår, og undlade at tørre tøj udenfor i pollensæsonen, kan man væsentligt reducere den mængde pollen, man udsættes for, råder Hans Peter Jacobsen.

Mange tusinde danskere finder sig i nyse-anfald og kløende øjne i sommerhalvåret uden at gå i behandling for deres pollenallergi. Og det er en skam, for behandlingen er så nem, siger speciallæge i pædiatri og allergi Hans Peter Jacobsen fra Børne- og allergiklinikken i Roskilde.

Høfeber kan gøre dig sløv og træt

“Ved en pollenallergi overreagerer kroppen på de pollen, der er i luften. Cellerne frigiver histamin, som bl.a. irriterer slimhinderne. Behandlingen er meget lige til, nemlig anti-histaminer, der stopper den allergiske reaktion,” siger han. Udover kløe og nysen er symptomerne på pollenallergi utilpashed, hoste, og træthed. Har du astma, kan din allergi fremkalde astma-anfald.

Kend din allergi

De mange gener giver al mulig grund til at få afklaret, om det er pollenallergi, der er på spil, så man kan komme af med plagen. En test hos den praktiserende læge eller speciallæge, kan afsløre hvilke pollen, der skaber problemerne. Den viden kan også bruges til at holde øje med, hvornår i løbet af sommerhalvåret man bør være ekstra opmærksom. “Det skifter hen over sommersæsonen, hvornår de forskellige typer pollen fra birk, hassel, græs osv., topper. Ved at holde øje med pollentallene kan man på forhånd vide, hvornår man skal undgå ture i skoven eller solbadning i græsset,” siger Hans Peter Jacobsen.

Vaccine kan fjerne symptomer

Er man meget plaget, anbefaler Hans Peter Jacobsen, at man taler med sin læge om at blive vaccineret for sin allergi. “Indsprøjtningerne gøre kroppen mindre følsom over for det allergen, der skaber problemerne. De fleste kan blive næsten helt symptomfri,” siger han. Allergivaccination er ikke det samme som binyrebarkhormon, som nogle får mod deres symptomer. “Binyrebark-injektion varer en måned til halvanden, men det er ikke godt for hverken immunforsvaret eller den muskel, det bliver sprøjtet ind i. Det bør ikke være førstevalget, når man vil bekæmpe allergi-symptomerne, og slet ikke til børn,” siger han.