Tina Sode

Tina Sode

Fagekspert hos videncenteret Bolius

Er du en af dem, der næsten ikke kan få dit soveværelse koldt nok? Du er ikke alene, men du er formentlig i gang med at skabe et uheldigt indeklima. Tine Sode, fagekspert hos videncenteret Bolius, forklarer: ”Kold luft kan optage lang mindre fugt end varm luft. Når fugten ikke kan optages, sætter den sig på de kolde vægge og laver dug på ruderne, og det skaber et miljø, hvor ting som skimmelsvamp og husstøvmider stortrives,” fortæller hun. I værste fald kan det ifølge Bolius medføre helbredsproblemer som irritation, allergi og anden overfølsomhed.

Soveværelset er særligt udsat

Soveværelset er det rum, vi opholder os i længst tid af gangen – i gennemsnit 7-8 timer – hvorfor det er særligt udsat for fugt. Når vi sover, afgiver vi en masse væske gennem udånding og sved, og det er med til at skabe det fugtige miljø. Hvis temperaturen samtidig er lav, er det et problem. Men hvordan ved man egentlig, om ens soveværelse er for fugtigt?

Det bedste råd er at lufte godt ud. Mindst tre gange om dagen i 3-5 minutter og med gennemtræk

”Den nemmeste måde at finde ud af det på, er ved at anskaffe sig et hygrometer, der måler den relative luftfugtighed. Den skal helst ligge mellem 20 og 70 procent, og de fleste finder det mest optimalt mellem 30 og 60 procent,” siger Tine Sode, der også kan fortælle, at temperaturen i soveværelset bør være mindst 18 grader.

Udluftning er alfa og omega

Vil man sikre sig et godt indeklima i soveværelset, er der også andre ting, man kan gøre. ”Det bedste råd er at lufte godt ud. Mindst tre gange om dagen i 3-5 minutter og med gennemtræk. Udluftningen sørger for, at der er cirkulation og udveksling af luften, og det holder fugten nede,” forklarer Tine Sode. Derudover er det vigtigt at holde soveværelset rent, for skimmelsvamp lever af organisk materiale som støv, fnuller og ikke mindst fugt. Sørg derfor også for at tørre fugten af vinduerne, hvis det opstår. Tine Sode advarer også mod fritstående tøjstativer. De kan være et problem, fordi der let samler sig fugt i tøjet. ”Er det helt galt med luftfugtigheden, kan man opstille en affugter. Den skal ikke stå der permanent, men den er effektiv til at løse et akut fugtproblem,” siger Tine Sode.