Vælg smart

Du får derfor mit vigtigste råd til en hverdag med god kemi. Så kan du med sindsro og god samvittighed sætte ind, hvor det giver mest mening. Det handler nemlig ikke om at være perfekt, men om at træffe bevidste valg og fravalg ud fra en kombination af viden og mavefornemmelse.

Kan vi ikke bare lukke ørerne?

Jeg forstår godt, hvis du af og til får lyst til at lukke ørerne, når snakken falder på kedelig kemi. Det kan virke så uoverskueligt og umuligt at gardere sig imod. Man kan føle sig hysterisk i ønsket om at begrænse sin egen og sin families udsættelse for kedelig kemi i hverdagen. Mange giver op, fordi det opleves enormt tidskrævende at skulle undersøge, hvilke produkter der er sikre. Men sundheds- og miljøbelastende stoffer er nu engang et livsvilkår for os alle, og de forsvinder jo ikke, bare fordi vi ikke forholder os til dem. Det er ikke en bæredygtig vej at være ligeglad. Så lad os starte der, hvor det batter allermest!

Den vigtigste genvej til en hverdag med god kemi er:

Bekæmp støvet! Luft ud mindst 2 x 5 min. dagligt. Støvsug og støv af hver uge.

Derfor!

Indeklimaet er en stor og usynlig kilde til udsættelse for kedelig kemi. Elektronik, møbler, stearinlys, stegeos, byggematerialer m.m. afgasser løbende skadelige stoffer, som ophobes i støv og luft. Faktisk kan indeklimaet i et almindeligt hjem være lige så forurenet som en lejligheden i den ultraforurenede storby Beijing. Lungerne optager langt mere end f.eks. huden, da slimhinden i lungerne er helt åben, og skadelige stoffer kan optages direkte i blodet. Tænk på, at lungernes overflade svarer til en hel fodboldbane! Indeklimaet er det, som har størst betydning i forhold til små børns udsættelse for kemiske stoffer, der skader sundheden

Sådan!

  • Luft ud med gennemtræk og sus i skørterne. Stillestående luft eller et vindue på klem er ikke nok!
  • Få en god udluftningsrutine, hvor du lufter ud på bestemte tidspunkter i løbet af dagen, f.eks. når du står op, når du kommer hjem og inden sengetid. Bare 3 minutter med gennemtræk er fint.
  • Sluk gerne varmen under udluftningen, og luft altid ekstra godt ud, når du har haft stearinlys tændt, og imens du støvsuger.
  • Foretræk en robotstøvsuger eller en støvsuger med HEPA-filter.
  • Vær lettere hysterisk, når støvsugerposen skal tømmes. Tøm den helst udendørs, og beskyt gerne både mund og næse. Undgå børn i nærheden.
  • Tør støv af med engangsklude. Genbrugsklude er normalt godt, men lige til at støve af med er det faktiske bedst at bruge engangsklude, køkkenrulle eller allergimærkede vådservietter, som du bagefter smider i skraldespanden. Støv er nemlig så kemisk koncentreret, at det ikke hører hjemme i vandmiljøet.
  • Opbevar tøj, dit barns legetøj, sengetøj og lign. i lukkede skuffer, skabe eller kurve/kasser med låg, så det ikke står og samler støv.
  • Undgå helst elektronik i sove- og børneværelset.

Den bedste investering

Hvis du tænker, at denne hersens rengøring er en dødssyg post på to do-listen, så kan du overveje at prioritere at købe dig til rengøringshjælp – eller måske en robotstøvsuger. Det behøver nemlig ikke at være knoklende. I forhold til god kemi i hverdagen er hyppig rengøring en af de bedste investeringer, du kan gøre.