Du kan læse mit tidligere indlæg her.

  1. Tjek altid varedeklarationen for varer der ikke er mærket laktosefri
  2. Spørg altid en ekstra gang omkring indholdet i maden når du er ude og spise
  3. Bag/lav dine egne snacks når du skal på tur (til togrejsen, bilturen, ferien, weekendturen mm.)
  4. Hav altid Lactrase eller LactaNON i tasken, for en sikkerheds skyld hvis du har tænkt dig at “synde” eller blot er usikker på madens indhold, når du er ude
  5. Sig “nej tak”, hvis du er i tvivl omkring maden/produktet (det er bedre end konsekvensen)
  6. Nogle laktoseintolerante kan tåle små mængder af laktose - vurdér selv hvad DU kan tåle og hold dig altid så langt under dette niveau som muligt (igen, hellere springe over, hvis du er i tvivl)
  7. Tag Lactocare Daily - det er laktosefri kosttilskud med mælkesyrebakterier, der giver en god tarmflora
  8. Vær opmærksom på, at mange optager kalk gennem mejeriprodukter - hvis du er en af dem som der ikke drikker så meget mælk, så husk et dagligt tilskud af kalk tabletter
  9. Forklar på din arbejdsplads at du har laktoseintolerance. Det gør det hele nemmere når der fx. bliver bestilt mad til møder mm. Husk dog stadig selv at gøre opmærksom på dette, da den ansvarlige jo kan glemme det.
  10. Mind dig selv om at der altid er en løsning til at lave langt de fleste retter laktosefri - det ikke er så besværligt at leve uden laktose som man skulle tro

Hvordan følger jeg selv disse råd?

Ovenstående råd er en god guideline for mig. Jeg er altid opmærksom på fødevarerne når jeg handler ind, det samme gør min kæreste. Vi tjekker altid alt, for en sikkerheds skyld, for man ved aldrig, hvad der kan være skjult i varerne (med undtagelse af laktosefrie produkter). Jeg kan godt lide at leve sundt, og laver derfor en del fra bunden, på den måde kender jeg bedre indholdet. Jeg kan godt lide at have en sund og lækker madpakke til arbejde eller når vi er på tur - når jeg lige præcist ved, hvad der er i maden gør det det hele meget lettere.

I min taske finder man altid Lactocare Daily, LactaNON eller Lactrase og Imogas. Lactocare Daily (kosttilskud) tager jeg dagligt, da jeg synes det er rigtig godt for min mave. De andre har jeg bare i tasken for en sikkerheds skyld, men jeg bruger dem meget sjældent, især LactaNON og Lactrase. Jeg er ikke typen der benytter piller, for at kunne spise laktoseholdigt mad. Jeg vil hellere undgå maden, end at tage pillen. De benyttes derfor kun yderst sjældent og i situationer hvor jeg føler jeg ikke har andre valg, eller simpelthen bare er i tvivl om madens indhold. Jeg har Imogas i tasken, da den er rigtig god mod en oppustet mave, som jeg kan få i en sjælden tilfælde - også selvom jeg ikke har indtaget laktoseholdigt mad.

Jeg ved, at jeg kan tåle meget små mængder af laktose, men jeg vil stadig helst undgå det, for at være på den sikre side. Derfor råder jeg også andre til at undgå det, frem for at udfordre skæbnen - en lidt for stor dosis kan hurtigt ødelægge resten af dagen. Jeg nævner kalk tabletter på listen, da jeg ved at det er noget de fleste ikke tænker over. Jeg er ikke særlig god til at drikke mælk selv, og ved jeg har mangel på denne mineral, derfor tager jeg selv et dagligt tilskud af kalk tabletter. Hvis man er i tvivl, så tag en snak med ens læge omkring ens kaliumtal.

Det sidste punkt er der for at motivere - alt er ikke tabt blot fordi man har laktoseintolerance. Langt det meste er muligt at tilberede uden laktose. Især nu, hvor fødevareindustrien i Danmark er mere og mere opmærksom på problemstillingen, hvilket giver os flere laktosefrie produkter på hylderne.

Husk at følge med på Den Laktosefrie Blog på Facebook og www.denlaktosefrieblog.dk!

/ Ellen