På et tidspunkt i mine sene teenage år, havde jeg problemer med maven. Jeg kunne blive oppustet som en ballon, med trykken for maven eller med mavekramper. Nogle gange fik jeg ligeledes sure opstød. Ironisk nok, så holdte jeg mig til yoghurt og ostemadder, de dage maven var mest træls. Jeg indtog især meget A38, da den indeholder mælkesyrebakterier som er godt for maven. Dengang vidste jeg sjovt nok ikke, at det var lige præcis det jeg IKKE skulle. I disse dage undgik jeg også kød, og især oksekød, da det kunne være provokerende for maven.

Ingen hjælp fra lægerne

I mange år gik jeg fra den ene læge til den anden, uden hjælp. Enten mente de at det var psykisk eller også var det nemt bare at sige “du har irritabel tyktarm - tag noget HUSK pulver”. Eller også fik jeg smidt den ene pille efter den anden i hoved mod tyktarmskatar - uden at lægen overhovedet havde tjekket mig. Efter mange lægeskift og frustrationer, gav jeg op. Min mor havde i mange år prøvet at opfordre mig til at få taget en gastro- og/eller koloskopi. Hun ville være sikker på jeg ikke fejlede noget alvorligt.
En dag ringede min mor til mig, mens jeg sad i min lille lejlighed i Esbjerg. Dengang var jeg studerende på Aalborg Universitet. Hun havde lige fået diagnosen: laktoseintolerans. Jeg huskede tilbage på en medstuderende, jeg var i praktik sammen med i San Francisco tilbage i 2010. Hun led af det og det var aldrig nemt - der var konstant problemer med at finde mad til hende. Jeg spurgte min mor, hvordan det kunne være at de ikke havde opdaget det noget før, hun havde jo været til utallige undersøgelser gennem årene. Min mor svarede, at det havde stået i lægens system i snart 8 år, de havde bare ikke informeret hende om det. Hun havde nemlig haft spurgt utallige gange, da hun selv havde mistanke om det. Jeg synes det var grotesk - tænk at det står i systemet og alligevel sige til patienten, at det har man altså ikke!

Min mor opfordrede mig derfor til at få taget en test. Jeg sagde, at det tror jeg nu ikke at jeg har, for det var jeg jo blevet tjekket for mange gange. Men jeg fik alligevel bestilt en tid hos lægen, hvor de tjekkede mig via blodprøve.

Endelig svar

Jeg glemmer aldrig den dag, hvor jeg sad til forelæsning på universitetet. Jeg var tidligt på den og fik pludselig en mail om at jeg havde fået svar fra lægen. Jeg loggede ind for at tjekke resultatet og til min store overraskelse, så var testen positiv. Jeg var laktoseintolerant. Jeg sad og var lidt blank. Jeg kunne ikke helt finde ud af hvad det lige betød og tænkte, hvordan jeg dog skulle klare mig uden min elskede ostemad? Et eller andet sted, var jeg lettet. Lettet over endelig at få en forklaring på, hvorfor jeg altid havde problemer, på trods af at jeg altid spiste sundt.

Jeg var allerede var stoppet med at drikke mælk, da jeg fik den værste halsbrand og sure opstød, hvilket medførte til rigtig meget kvalme. Men tanken om at jeg var laktoseintolerant strejfede mig aldrig, mest fordi jeg stolede på lægen, når vedkommende sagde at jeg ikke var det. Det viste sig så at de havde taget fejl.

Starten på min blog

Efter at jeg fik diagnosen, så manglede jeg en del information. Min læge havde ikke været særlig hjælpsom og selvom jeg kendte lidt til det, så synes jeg selv at jeg manglede info. Efter at have søgt meget på google, uden at blive meget klogere, resulterede det i at jeg oprettede min nuværende blog, for at hjælpe andre i samme situation. 

Hvis det ikke var for min mors opfordring, så havde jeg måske aldrig fået taget den nødvendige blodprøve og kunne dermed havde fortsat haft et liv med konstante smerter og maveproblemer.

Jeg opfordre derfor ofte folk til at blive testet ordentligt ved mistanke, og ikke blot tro på lægens ord, hvis de ikke har undersøgt det nærmere.

Du kan læse mere på min blog: www.denlaktosefrieblog.dk