Det der giver denne skønne æblekage et ekstra lækkert twist er mandelmel og chokolade. Husk at æblerne helst skal være til den syrlige side. Her i opskriften har vi brugt økologiske Ahrista æbler, men f.eks. Belle de Boskoop egner sig også godt.

Ingredienser:

  • 4-5 syrlige æbler (ca. 600 g)
  • 150 g mandelmel
  • 50 g glutenfri havregryn
  • 100 g brun farin
  • ½ tsk vaniljepulver (kan udelades)
  • Et nip salt
  • 100 g mælkefri margarine
  • 50 g hakket mørk chokolade

Sådan gør du:

  1. Skræl æblerne, fjern kærnehuset og skær dem i både. Læg æblebådene i en smurt form eller et smurt ildfast fad. Vær opmærksom på, at æblerne falder meget sammen, så bare fyld på.
  2. Kom mandelmel, havregryn, brun farin, vanilje, salt og margarine i en skål. Brug elpisker med dejkroge og bland ingredienserne sammen til en ensartet smuldredej.
  3. Vend den hakkede chokolade i smuldredejen og fordel hele blandingen over æblerne. Bag kagen midt i ovnen i ca. 30 min ved 180 C° i almindelig ovn.
  4. Server lun med sojaflødeskum.

Tip:

  • Mandelmel kan købes færdiglavet, men du kan også lave det selv ved at blende mandlerne til de er fintmalet.
  • Havregryn er fra naturen glutenfri. Men da havre vokser og forarbejdes sammen med bl.a. hvedemel, er det vigtigt at bruge glutenfri havregryn, da de er renset for gluten. Glutenfri havregryn kan købes i bl.a. REMA 1000 og COOP.
  • Mælkefri margarine kan købes i f.eks. COOP, Ama har også en mælkefri variant og Nutanas plantemargarine er også mælkefri. Hvis du tåler smør, kan det også bruges.
  • Alpro soya piskbar kan købes i flere store supermarkeder. Hvis du tåler almindelig flødeskum, kan du bruge det.